Systematic skal levere AI-software til Danmarks droneforsvar

Den danske softwarevirksomhed Systematic har fået en kontrakt af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) om at levere et kommando- og kontrolsystem til Forsvarets operative håndtering af dronetrusler.
Systemet skal samles på en række danske militære lokaliteter og integreres med eksisterende droneforsvar. Målet er at give militære og civile myndigheder et fælles situationsbillede, så de kan dele information og reagere hurtigere på mulige trusler.
Løsningen bygger på Systematics SitaWare-software. Med SitaWare Headquarters får Forsvaret et fælles operationelt overblik, mens SitaWare Insight skal bruge kunstig intelligens til at analysere både historiske og aktuelle data tæt på realtid. Det kan hjælpe med at finde mønstre, afvigelser og potentielle trusler.
Aftalen kommer på et tidspunkt, hvor droneangreb og indtrængninger i NATO-landenes luftrum har øget opmærksomheden på behovet for et stærkere droneforsvar. Forsvarets Efterretningstjeneste har blandt andet advaret om Ruslands brug af droner som led i hybrid krigsførelse.
”Aftalen med Systematic er endnu et skridt i opbygningen af en stærk og sammenhængende kapacitet til at håndtere dronetrusler. Det er afgørende, at Forsvaret kan arbejde ud fra et fælles situationsbillede, så Forsvaret får de bedste forudsætninger for at opdage og reagere på potentielle trusler,” siger chefen for FMI, generalløjtnant Per Pugholm Olsen.
Systematics administrerende direktør, Nikolaj Bramsen, fremhæver også betydningen af at samle data fra forskellige systemer.
”Hybridkrigen og det ændrede trusselsbillede betyder, at sensorer og enkeltstående systemer ikke er nok i sig selv. Det afgørende er at kombinere data og dele dem i ét fælles billede, så man kan handle, før truslen når at udvikle sig," siger Nikolaj Bramsen, CEO i Systematic.
Kontrakten omfatter blandt andet integration, test, udrulning, uddannelse og support. Løsningen skal desuden understøtte samarbejde med andre lande, herunder i Joint Expeditionary Force (JEF).
Fakta om aftalen
Leverandør: Systematic.
Kunde: Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
Software: SitaWare Headquarters og SitaWare Insight.
Formål: At samle information og styrke Forsvarets evne til at opdage og håndtere dronetrusler.
Teknologi: AI-analyse af historiske data og aktuelle data tæt på realtid.
Udrulning: På en række danske militære lokaliteter.
Aftalen omfatter: Integration, test, udrulning, uddannelse og support.






Accepter kun nødvendige cookies